Bilvask med ren samvittighed:
Vask bilen i vaskehallen – for miljøets skyld!

I Danmark foretages hver år skønsmæssigt 6 millioner bilvaske hjemme i indkørslen eller ved kantstenen. Men bilvask hører hjemme i et bilvaskeanlæg, hvor man kan håndtere vaskevandet miljømæssigt forsvarligt. Derfor har Benzinforhandlernes Fælles Repræsentation, der repræsenteret selvstændige danske benzinforhandlere, lanceret kampagnen ”vaskbilmedomtanke.nu”.

Hvis bilen vaskes med børste og vandslange hjemme i indkørslen eller ved kantstenen, er der ingen kontrol med, hvor vandet ender. Noget af vaskevandet med dets indhold af blandt andet olie, tungmetaller, vaskemidler og plastblødgørere ender via kloakken i det offentlige rensningsanlæg. Andet løber gennem det separate kloaknet til regnvand urenset ud i vandmiljøet, og endelig siver en del af det snavsede vaskevand ned i jorden med kurs mod grundvandet.

Det er bedre for miljøet at vaske bilen i et bilvaskeanlæg. Over halvdelen af alle bilvaske i Danmark foretages i bilvaskeanlæg. Vaskehallens spildevand gennemløber her sandfang/olieudskiller, som fanger blandt andet tungmetaller og olie i snavset fra bilen. Overskydende vand udledes til det kommunale renseanlæg, hvor man tager professionelt hånd om det snavsede vand.

Der benyttes svanemærkede og/eller andre miljørigtige vaskemidler i vaskehallerne i Danmark. De mest effektive vaskehaller bruger mindre end 20 liter rent vand per vask, mens der nemt bruges 100 liter rent vand til en manuel bilvask. Det er spild af godt drikkevand.

Vaskehallen er ganske enkelt en gevinst for miljøet. Læs mere her på hjemmesiden og mød os på Facebook.

– Helge Busk, direktør for BFR

Share This